Om koncerten
Danjoo har netop udgivet albummet STATSKUP, (XVII), der samler de mange facetter af hans lyd i et ambitiøst projekt - og rygtet går på, at der er flere spændende ting i vente.
For Danjoo står ikke stille. Med sin karakteristiske blanding af hård trap, melodiske elementer og et lyrisk univers, har han skabt sig en plads i den nye bølge af dansk rap.
Her møder cloud rage og tunge produktioner bars, der behandler alt fra national identitet til dansk kendiskultur. Danjoos bars kan være lige dele provokerende, komiske og tankevækkende - leveret med en direkthed, der gør det svært at forveksle den Aarhus-baserede rapper med nogen andre.
Selvom Danjoo er en del af det kreative kollektiv 100barZ, bliver denne aften helt hans egen!
Du kan forvente høj energi, tunge beats og masser af bevægelse, for Danjoos cloud rage-univers lægger op til moshpits, svedige skuldre og vild energi.Og hvorfor ikke fejre dronning Margrethes fødselsdag med et vaskeægte STATSKUP? Danjoo indtager Lille VEGA, og monarkiet er hermed advaret.



